En behagelig grad af usynlighed

Weekendavisen den 1. februar 2019.

Roman. Norske Matias Faldbakkens ‘The Hills’ er en roman i sær klasse, men ikke nødvendigvis i særklasse.

Matias Faldbakken: The Hills. Roman. Oversat af Sara Koch. 240 sider, 249,95 kr. Rosinante.

I Oslo ligger en restaurant, The Hills. Dog ikke i virkelighedens Oslo, kun i Matias Faldbakkens roman, der bærer restaurantens navn i titlen. For kendere af den norske hovedstad er The Hills en karikeret kalkering af den mondæne Theatercafeen blandet op med den noget mere kunstnerknejpede Lorry. Vi er blandt levemænd, flamboyante, kunstnertyper.

Og så er vi på én gang midt i vor tid, netop nu, og på tryg afstand af den. Her i The Hills er tiden gået i stå. Man er – så at sige – over the hill. Her er stadig fint og værdigt, men også luvslidt. I denne smådekadente tidslomme, hvor gamle malerier og årtiers memorabilia pryder væggene, hersker en klassisk centraleuropæisk caféstemning, hvor dagens internationale aviser læses på stang, og pengemagten og kunsten mødes i en bohemerapsodi. Læs videre “En behagelig grad af usynlighed”

Stå for skud

Den 30. januar 2019.

Forfatteren Jane Aamund døde i dag, 82 år gammel. Jeg har kun anmeldt hende én gang for 18-19 år siden, den 26. oktober 2000, i Berlingske Tidende. Jeg genoptrykker anmeldelsen her, fordi den illustrerer noget, jeg hyppigt oplever som kritiker: splittelse over teksten og irritation om forlagets presseføring:

Jane Aamund: Den hvide verden. Erindringer om storm, stille og kærlighed. 240 sider, 270 kr. Høst & Søn. Udkommer i dag.

Jane Aamund er ikke en fru hvem-som-helst, så denne anmeldelse af hendes nye bog Den hvide verden er skrevet for to stemmer med en efterskrift. Den første stemme er anmelderen som forsvarer. Den anden stemme er anmelderen som anklager. Ingen af stemmerne har helt ret, ingen af dem tager helt fejl. Efterskriften handler om forlagets forsøg på at forføre kritiker og læser. Læs videre “Stå for skud”

Generobringen af den europæiske etnosfære

Weekendavisen den 25. januar 2019.

Roman. Jens-Martin Eriksens scenarietænkning er uudtømmelig i politisk gyser af rang. Men det er ikke nogen stor roman.

Jens-Martin Eriksen: Helter Skelter. Roman. 408 sider, 299,95 kr. Gyldendal.

Nærfremtidsdystopier skorte det ikke på i skønlitteraturen i disse år, hvor vi har så meget fremtidsfrygt. For få dage siden udkom Ulla Dahlerup Storhedsvanvid fra 2039, hvor der i Den Demokratiske Republik Danmark undervises i arabisk og tyrkisk i skolerne og kvinderne bliver kontrolleret i gaderne af sædelighedspolitiet.

Og i dag kommer så Jens-Martin Eriksens Helter Skelter, hvor en borgerkrig med etnisk motiv bryder ud i 2026. Den tredje store flygtningebølge er skyllet ind over Europa. Nu er der terror og modterror i gaderne, og det politiske system går i opløsning. Læs videre “Generobringen af den europæiske etnosfære”

Modstand og ansvar

Weekendavisen den 18. januar 2019.

Kommentar. Tror Jonas Eika ikke på det repræsentative demokrati? Er Christina Hagen ligeglad med klimaet?

Denne uge bragte to efterretninger om, at den unge samtidslitteratur engagerer sig politisk. Der er jo nok at skrive om, for verden er fuld af bananrepublikker i en brydningstid, men så vidt jeg kan se, er det primært to temaer, der tiltrækker sig forfatternes opmærksomhed: klimakrisen og den humanitære krise.

Information interviewede forfatteren Jonas Eika Rasmussen, vinderen af Montanas Litteraturpris, som avisen uddeler sammen med Testrup Højskole og det reolfirma, der lægger navn til. Vinderbogen Efter solen er affødt af krisetilstande i klima og økonomi. Men interviewet opholder sig også ved en artikel, Jonas Eika netop har skrevet i tidsskriftet Vagant om de spor, som flygtningekrisen har afsat i samtidslitteraturen. Det tema interesserer mig meget, eftersom jeg arbejder på en bog om netop den slags litteratur og kunst, men hver gang jeg tror, at jeg er ved at være færdig, kommer der et nyt værk, lige om lidt også nærfremtidsromanen Helter Skelter af Jens-Martin Eriksen. Hvad netop hans litterære greb er, er jeg spændt på, for hovedstrømmen i den danske kriselitteratur er præget af empati med de flygtende, mens modfortællingerne er stort set umulige at spore. Læs videre “Modstand og ansvar”