Af Klaus Rothstein

Weekendavisen den 4. januar 2019.

Kommentar. Roland Barthes tog fejl. Forfatteren er ikke død. Men hun er upålidelig. Heldigvis.

I november fik jeg en mail fra Lindhardt & Ringhof, der spurgte om jeg ville skrive et lille bidrag til Karl Ove Knausgårds 50-års fødselsdag. Det kunne være en anekdote om forfatteren, skrev de, men det skulle ikke være en afhandling om autofiktion eller noget, som man skriver om på universitetet. Forlaget foreslog, at jeg kunne skrive om Knausgårds og min fælles interesse for fodbold.

Det vender jeg tilbage til. Men først noget om det universitære, som forlaget ikke ville have. Relationen mellem Forfatteren og Værket forbliver nemlig et interessant og aldrig færdigudforsket studieemne for akademikerne – og en evig pirrende udfordring for tidens journalistisk-detektiviske læsning af litteraturen. I Norge diskuterer de for tiden – og hele tiden – hvad Knausgård betyder for forholdet mellem virkelighed og litteratur og hvad han som skønlitterær forfatter gør ved læsningens etik, når han skriver på den notorisk upålidelige erindring. Læs videre “Så længe det varer”

Weekendavisen den 28. december 2018.

Sprogstrid. Den norske romanforfatter og sprogforsker Helene Uri er kommet i konflikt med sig selv. I 2007 forudsagde hun, at ordet ‘indianer’ ville glide ud af sproget. For nogle uger siden kom hun så selv til at bruge det. Nu er hun skuffet over sig selv.

Som vi ved, er der nogen derude i den krænkelsesparate akademiske verden, der synes, at den danske sang er en ond blond pige. Men hvis nu hun skulle finde på at gå rundt og nynne i Danmarks hus på en lidt mere inkluderende måde, skal hun altså helst ikke gøre det på indianersprog. Det viser aktuelle erfaringer fra Norge. Forfatteren og sprogforskeren Helene Uri kom nemlig galt af sted i december, da hun åbnede sin faste sprogspalte i Aftenposten med dette retoriske spørgsmål:

”Er du en af dem, som synes at maden smager bedre, hvis du ved, hvad den betyder? At det giver en ekstra glæde at tygge på en ciabatta, når du tænker på at bagværket har navn efter det italienske ord for ‘tøffel’? Eller at det er ekstra pirrende at trykke på avokadoen for at mærke om den er spiseklar, når du ved at ordet ‘avokado’ stammer fra et indianersprog og antagelig betyder ‘testikel’?” Læs videre “Ugh, ugh, ugh, for avokadoen!”

Weekendavisen den 21. december 2018.

Tilbageblik. Henrik Pontoppidan underdriver sin egen betydelighed i sine sene erindringer, der nu udkommer med en række spøjse ordforklaringer.

Henrik Pontoppidan: Undervejs til mig selv. Et tilbageblik. 144 sider, 149,95 kr. Gyldendals Julebog 2018.

Det findes både beskedenhed og falsk beskedenhed. Med ingen af delene skrev Henrik Pontoppidan sin livssene erindringsbog, men derimod med en sjældent synlig sagtmodighed, hvor forfatteren har valgt at sætte det lys under skæppe, som han retfærdigvis kunne have sat i stage. I forordet til Undervejs til mig selv. Et tilbageblik bemærker forlægger Johannes Riis fuldkommen præcist det, som karakteriserer bogen, nemlig at den er ”nøgtern, lavmælt og meget lidt selvhævdende”.

Det tør siges. Henrik Pontoppidan gør roligt rede for sine livsfaser, men det mesterlige forfatterskab er helt nedtonet, ikke en eneste titel på de store romaner er nævnt, intet hører vi om tilværelsen som forfatter. Nåh ja, en halvpart i Nobelprisen bliver helt kort nævnt i forbifarten hen mod slutningen, men til sidst fælder Pontoppidan dom over sig selv:

”Store Bedrifter øvede jeg desuden heller ikke med Pennen; jeg veed det godt. Men jeg gjorde en Række Aar min skyldighed som menig Soldat i Menneskeaandens evige Frigørelseskamp. Nu er ogsaa det forbi. Fra en Sygestol imødeser jeg ret fortrøstningsfuldt den nye Dag. For der kommer vel en Tid, da fornuften igen regerer i Verden og skaber en Tilværelse, man ikke behøver at skamme sig over.” Læs videre “En Mirakel- og Spektakelmand”

Weekendavisen den 14. december 2018

Kommentar. Édouard Louis’ støtte til De Gule Veste kammer over i protofascisme.

Der er for få forfattere, der fægter med flammesværd, skummende af indignation og forurettelse over al den urimelighed, ulighed, undertrykkelse og fortræd, der finder sted i verden. Mange forfattere finder i stedet deres egen selvbeskrivelighed mere inspirerende og interessant, end hele den værkbrudne verden omkring dem.

Måske hænger det samme. Måske er det krisernes mangfoldighed – klimaet, krigene, finanserne, migrationen, mistilliden – der gør det så oplagt at underkaste sig selv en grundig litterær endoskopi, som om al den komplekse uoverskuelighed, der stresser og bekymrer os, skulle kunne finde et slags modsvar i vores egne uudforskede hulrum. Det kunne jo være en slags psykologisk forklaring på, hvorfor autofiktionen fylder så meget i disse år. Læs videre “Vredens druer”

Forord til AKT1 Ny nordisk radiodramatik, december 2018

Tirsdag den 19. marts 1963 havde Radioteatret premiere på Ernst Bruun Olsens nye radiospil, Men boghandleren kan ikke sove. Elith Pio og Clara Pontoppidan spillede hovedrollerne som boghandlerægteparret, der forsøger at holde fanen højt for den litterære og kulturelle dannelse i den lille, navnløse provinsby et sted i Danmark.

Dengang sad danskerne i måske hundredtusindvis foran radioapparaterne – og lyttede. Herren i huset bakkede på sin pibe imens, og fruen havde et håndarbejde i skødet. Allerede samme år kunne man læse radiospillet, der udkom i Gyldendals serie af både klassisk og ny teater, herunder radiodramatik. I mit eksemplars kolofon står der ”2. oplag, hermed trykt i 3000 eksemplarer”!

Ok, Ernst Bruun Olsen, nok tog du fat i tidens kulturløse dårskab, men du havde et publikum. Et stort et, oven i købet. Åh, de gode gamle monopoldage. Åh, dengang, hvor alle medier var asociale og autoritative, og alle og enhver ikke var selvrapporteurer ned til den mindste kop latte. Men evigt ejes kun det tabte (sagde Ibsen). Læs videre “Idioternes glade dag”